top of page

SPARKK Fondens vedtægter 

1 NAVN

1.1 Foreningens navn er SPARKK Fonden.

2 FORMÅL

2.1 SPARKK Fonden er en forening, der arbejder på at forbedre udsatte og sårbare børn og unges vilkår og trivsel via inkluderende fællesskaber.

SPARKK er en forening der arbejder med udsatte og sårbare børn og unge ud fra den overbevisning at sport og foreningslivet er af afgørende betydning for børn og unges trivsel
 

2.2  Arbejdet kan eksempelvis ydes i form af sports fællesskaber som forankres lokalt og i samarbejde med lokale foreninger, det kan være arrangementer med forskellige typer aktiviteter eller underholdning, gaver o.lign., bidrag, enten ved pengedonation eller donation af fysiske genstande.
 

2.3  Det er endvidere foreningens formål at drive oplysnings- og informationsvirksomhed vedrørende forholdene for børn og unge i mistrivsel.
 

3 MEDLEMSFORHOLD

3.1  Som medlem kan optages alle personer, herunder erhvervsvirksomheder og andre foreninger med interesse i SPARKK Fondens formål. Medlemskab er betinget af bestyrelsens godkendelse.

3.2  Indmeldelsen skal ske ved skriftlig henvendelse til foreningens adresse med oplysning om medlemmets navn, adresse og telefonnummer. For medlemmer under 18 år skal indmeldelsesblanketten underskrives af forældre eller værge.

3.3  Indmeldelsen registreres, når foreningskontingentet er betalt.

3.4  Der betales fuldt kontingent for det regnskabsår, i hvilket indmeldelsen finder sted.

3.5  Udmeldelse kan ske ved elektronisk kommunikation, hvorved forstås elektronisk dokumentudveksling samt elektronisk post i kommunikationen mellem foreningen og dets medlemmer ("Elektronisk Kommunikation") med mindst tre måneders varsel til et regnskabsårs udløb. Udmeldelsen skal fremsendes til foreningens kasserer.

3.6  Bestyrelsen kan beslutte at opsige et medlemskab. Et medlem i restance ophører som medlem af foreningen.

3.7 Kontingentet for regnskabsåret fastsættes hvert år af generalforsamlingen.

3.8 Alt kommunikation mellem foreningen og medlemmerne herunder indkaldelser til generalforsamling foregår kun ved elektronisk kommunikation. Det er medlemmets ansvar at sikre, at foreningen er i besiddelse af den korrekte e-mailadresse. Medlemmet kan dog vælge, at foreningen skal kommunikere med almindelig post med den pågældende, ligesom foreningen til enhver tid er berettiget til at anvende almindelig post.

4 GENERALFORSAMLING

4.1:  Bestyrelsen har det overordnede ansvar for  ledelsen af foreningen under generalforsamlingen.

4.2:  Bestyrelsen består af minimum 2 medlemmer og maximum 9. Bestyrelsen vælges på generalforsamlingen. Bestyrelsesmedlemmer, der er udpeget af bestyrelsen, udpeges for en 2-årig periode. 

4.3:  Der kan vælges 2 suppleanter for et år af gangen. Suppleanter må efter eget ønske deltage i bestyrelsesmøderne uden stemmeret.

4.4:  Bestyrelsens beslutninger træffes, når andet ikke er fastsat i nærværende vedtægt, ved simpelt stemmeflertal. Ved stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende.

4.5: Såfremt et bestyrelsesmedlem ikke har deltaget i møder i et år, kan vedkommende betragtes som værende udtrådt af bestyrelsen, og 1. suppleanten kan af bestyrelsen anmodes om at indtræde i det udtrådte medlems sted.

4.6: For at bestyrelsen er beslutningsdygtig skal der skriftligt være indkaldt til møde med mindst 21 dages varsel, ligesom mindst halvdelen af medlemmerne skal være til stede.

4.7: Bestyrelsesmøder afholdes så ofte arbejdet kræver det, forventeligt 4 gange årligt og mindst 2 gange årligt.

4.8: SPARKK Fonden tegnes enten af den daglige leder/ledelse og formanden i foreningen eller af mindst 3 bestyrelsesmedlemmer i foreningen. Køb og salg af fast ejendom, gældsætning samt hæftelse for beløb, der i relation til foreningens samlede normale økonomi er store, skal altid godkendes af bestyrelsen.

 

4.9: Det er bestyrelsens opgave:   
                                                                                                  

  • at være visionære og strategiske i relation til foreningens aktiviteter.

 

  • at sikre, at foreningens aktiviteter opfylder foreningens formål

 

5 DRIFT      

 

5.1: Det er den daglige ledelses opgave at forestå den daglige drift af foreningen.

 

5.2: Et evt. overskud ved driften tilfalder foreningen til sikring af opfyldelse af foreningens formål.

5.3: Foreningen kan have både lønnet ledelse, lønnede medarbejdere og ulønnede frivillige.

 


6 GENERALFORSAMLING, DAGSORDEN OG FORSLAG

6.1: Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal som minimum omfatte:

       1. Formandens beretning

       2. Fremlæggelse og godkendelse af årsrapport

       3.Fremlæggelse og godkendelse af budget

       4. Fastsættelse af kontingent for året

       5. Evt. valg af formand

       6. Valg af bestyrelsesmedlemmer

       7. Eventuelt valg af bestyrelsessuppleanter

       8. Forslag til behandling

       9.. Eventuelt

6.2  Forslag fra medlemmer, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal 

indsendes til bestyrelsen senest 2 uger før generalforsamlingens afholdelse. 

Bestyrelsen offentliggør tidspunktet for den ordinære generalforsamling på foreningens hjemmeside mindst 6 uger før afholdelsen.

6.3  Opstilles kandidater til bestyrelsen af foreningens medlemmer, skal det ske ved anmeldelse af kandidaterne til foreningen senest 1 uge før generalforsamlingens afholdelse, så kandidaterne - om praktisk muligt - kan indgå i den dagsorden, der udsendes. Kandidaten skal som minimum have mindst 10 andre medlemmer opbakning.

 

7 GENERALFORSAMLING, MØDE- OG STEMMERET, FULDMAGT OG BREVSTEMMER

7.1: Møde- og stemmeberettiget på generalforsamlingen er alle medlemmer.

7.2: Hvert medlem har én stemme.

7.3: Der kan stemmes ved fuldmagt, og fuldmagt kan gives enten til bestyrelsen eller til et andet medlem, men hvert fremmødt medlem kan kun medbringe én fuldmagt. Brevstemmer kan benyttes.

7.4: Generalforsamlingsbeslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal, medmindre andet følger af nærværende vedtægt.

7.5: Til beslutninger om ændring af disse vedtægter, foreningens opløsning eller fusion kræves 2/3 af de repræsenterede stemmer herfor.


8 FORENINGENS LEDELSE

8.1: Foreningen ledes af en bestyrelse på 2-9 generalforsamlingsvalgte medlemmer, foruden formanden, der vælges særskilt. Der kan vælges 2 suppleanter.

8.2: Formanden vælges af generalforsamlingen.

8.3: Bestyrelsesmedlemmer vælges af generalforsamlingen for 2 år ad gangen.

8.4:Bestyrelseshvervet er ulønnet, men bestyrelsen er bemyndiget til at beslutte, at et eller flere bestyrelsesmedlemmer kan ansættes som arbejdende bestyrelsesmedlem med deraf følgende aflønning, som besluttes af bestyrelsen.

9 BESTYRELSENS ARBEJDE

9.1: Bestyrelsen forestår ledelsen og organisationen af foreningens virksomhed. Bestyrelsen skal påse, at bogføringen kontrolleres på en tilfredsstillende måde.

 

9.2: Bestyrelsens møder indkaldes af formanden, subsidiært af næstformanden. Bestyrelsesmøde finder sted mindst 2 gang om året.

 

9.3: Indkaldelse foretages af formanden og finder sted skriftligt og med angivelse af dagsordenen.

 

9.4: Over bestyrelsesmøderne føres beslutningsreferater, som underskrives af den samlede bestyrelse. Et bestyrelsesmedlem, der ikke er enig i bestyrelsens beslutning, har ret til at få sin mening tilført protokollen.

10 BESTYRELSEN, BESLUTNINGSDYGTIGHED OG BESLUTNINGER

10.1: Bestyrelsen træffer beslutning ved simpel stemmeflertal, men er kun beslutningsdygtig, når mindst 2 af bestyrelsesmedlemmerne er til stede.

10.2: Ved stemmelighed er formandens, næstformandens eller den fungerende formands stemme udslagsgivende.

11 REGNSKABSÅR

11.1: Foreningens regnskabsår er kalenderåret.

12 REGNSKAB

12.1: Regnskabet skal før den ordinære generalforsamling være revideret af en revisor.

13 FORENINGENS OPLØSNING

13.1: Ved foreningens opløsning skal foreningens formue tilfalde en forening hvis formål er tilsvarende SPARKK Fondens.

Foreningen er stiftet november 2023 af Anne Munk og Maria Boldsen 

Vedtægterne  blev vedtaget på foreningens stiftende generalforsamling afholdt d. 19 december 2023.
 

Kontakt os 
         +4524808588
          info@sparkkfonden.dk
          Lundbyesgade 17, 1771 Kbh V
          CVR: 
44511290
 
bottom of page